Kildebrønde

En levende landsby, med en lang historie bag sig

Kildebrønde er en af de ældgamle bygder, hvis oprindelse fortaber sig i en fjern fortids mørke før Vikingetiden. I 1335 kaldtes byen Geldebrun, der i Roskildebispens Jordebog fra 1376 var blevet til Geldebrænne. Først i Christian V’s matrikel 1688 finder man sognets nuværende navn Kildebrønde.

Hvis det er rigtigt, at kilde på østdansk betyder brønd, så er der altså tale om dobbeltkonfekt, men det er nok også tvivlsomt om det oprindelige – brun – ikke betyder brand og henviser til den oprindelige gamle dyrkningsform, hvor man afsved et stykke jord med gammel græs, buske og planter for i asken at så den første sæd.

Så langt tilbage i historien, man kan komme, har Kildebrønde sogn været et stærkt opdyrket landbrugsområde. I 1801 ved den første virkelige folketælling boede der 378 beboere i sognet, det sted jævnt til 811 i 1880. I 1923 boede der i sognet 1036, fortsat jævnt stigende til omkring 2000 i 1960, herefter, steg antallet i sognet meget stærk, hovedsageligt i strandområdet på grund af de store udstykninger. I dag bor der i Kildebrønde sogn næsten 18.000.

Kildebrønde kirke menes at være en af de ældste i området, bygget i 1100-tallet af frådsten og kridtsten, og først ved senere tilbygninger og restaureringer fra slutningen af 1500-tallet, da kirken fik sit tårn, blev der anvendt mursten. Kirken ligger på en lille terrænhøjning i den østlige del af byens gamle område, der sikkert under de nuværende bygninger rummer jordfaste minder fra længst forsvundne tider. Derfor er det godt at man ved nybygninger og enhver form for gravearbejde er meget opmærksomme på hvad jordlagene kan indeholde. Ligesom kirken er ombygget og restaureret adskillige gange er huse og gårde i Kildebrønde landsby, eller som det i gamle dage blev kaldt ”Kildebrønde kirkeby”, på samme måde vedligeholdt.

En af de mest markante bygninger er Kildebrønde Gamle Skole, der ligger lige overfor kirken. Skolen blev opført i 1860, blandt andet på initiativ af daværende sognepræst i Greve og Kildebrønde Pastorat, pastor van Wylich, der var præst i de to sogne fra 1847 til 1877. Det var også van Wylich der var Henrik Scharlings model som pastor Blicher i Nøddebo præstegård.

Kildebrønde Skole havde elever frem til 1954, da kommunen indviede den nye centralskole, som i dag hedder Hedelyskolen.
I perioden 1954 til 1981 blev Kildebrønde Skoles bygninger af kommunen benyttet som genhusningsboliger. 

Kildebrønde Menighedsråd købte skolen i 1981 for at indrette den til sognegård. I årene herefter blev bygningene gennemgribende restaureret og indrettet med møderum, kontorer, korlokale, køkken med videre. Menighedslokalerne benyttes til møder af forskellig art og udlånes desuden til sammenkomster efter begravelser/bisættelser. 

Hvis man vil opleve en rigtig sjællandsk landsby og dens naturlige samhørighed med en af egnens ældste kirker, med en smuk og meget velholdt kirkegård, kan man lægge en tur gennem Kildebrønde, - hvor dog naturligvis de senere års udvikling også har sat sine spor.

 

Peder Egelund 2009