23/05/2025 0 Kommentarer
Kilden. Udflugt til U-Kirke og Folkehuset Absalon på Vesterbro
Kilden. Udflugt til U-Kirke og Folkehuset Absalon på Vesterbro

Tag med til uKirke på Vesterbro og hør ungdomspræst Therese Møller fortælle om sit arbejde og livet i den særlige folkekirke. Efter besøget i uKirke tager vi til Folkehuset Absalon på Søndre Boulevard og spiser frokost. Der er lidt under 400 meter fra uKirke til Absalon.
Mødested: Hundige Station kl. 10.00, derfra er der s- tog til Dybbølsbro Station. 600 meters gang til uKirke på Litauens Plads.
For gangbesværede er der mulighed for kørsel med kirkebil.
Mødested for dem, der skal med kirkebil: Hundige Kirke kl. 10.00. Sig gerne til, hvis du kan have nogle med i din bil.
Tilmelding til kirkekontoret på tlf.: 43 90 55 77 eller mail kordegn@kildebr.dk
uKirke: Det er de frivillige unge, som giver ungdomspræsten Therese de ord, hun skal tale om. Hun finder aldrig emnet selv, men tager fat i de temaer, de unge synes er interessante, og så folder hun dem ud med sit perspektiv som præst og troende menneske i en verden af både godt og ondt.
”Jeg kan ikke lide lette svar. Jeg interesserer mig faktisk ikke for godt og ondt. Det bliver ligesom et facit, et regnestykke der går op – enten er det godt ellers er det ondt. Jeg vil hellere beskæftige mig med dårligere og bedre. Det er den virkelighed, vi befinder os i, hvor vi ikke altid kan se, hvem der er skurke, og hvem der er helte, eller hvilke konsekvenser vores valg kan få. Dårligere og bedre. Det er noget, vi er nødt til at navigere i.”
uKirkes manifest: "Vi tror på, at fællesskabet er nødvendigt for det gode liv, men vi ved at det kan være svært at møde nye mennesker. I uKirke er der plads til alle, og du behøver aldrig være eller se ud på en bestemt måde. I fællesskab arbejder vi for at skabe et åbent rum, hvor der er plads til, at alle kan engagere sig på deres egen måde og deltage næstekærligt i hinandens liv – uanset hvor forskellige vi er"
Absalon er en tidligere folkekirke, som blev købt af Lennart Lajboschitz, stifteren af forretningskæden Tiger, og omdannede det til et kulturhus med mange daglige aktiviteter.
Kommentarer