Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis 2011 (Mark. 7, 31-37)

11. september kl. 9 i Kildebrønde Kirke

Sognepræst Bo B. Gravesen

Salmer: 410 – 636 – 731 / 370 – 438 – 439 – 477 – 28

For nogle uger siden kort før valget blev udskrevet, læste jeg et læserbrev. Heri opfordrede skribenten til, at når der nu blev udskrevet valg, så skulle vi alle sammen skynde os hen og brevstemme, så vi kunne slippe for at det bavl, der allerede var i gang. Og det kan vel ikke udelukkes helt, at vi ville have sluppet for en hele del bavl og daglige meningsmålinger.

Men nu er det altså valgkamp – og de af os der har boet i andre lande, skal huske at sige højt – hvor er det godt, at vi har muligheden for at få en vis indflydelse på politikkernes udfoldelser og det danske samfunds udvikling.

En af de lidt sjovere ting ved valgkampen er, at man på forskellige hjemmesider kan deltage i små quizzer, som afslører hvilket parti, men er mest enig med. Det sjove er, at det ikke altid er det parti man har tænkt at stemme på – og det kan man jo så lade sig udfordre af, hvis man vil.

Men vælge det skal vi. Og I Danmark er det jo reelt sådan, at det er begrænset, hvor stor indflydelse det får, uanset om det bliver rød eller blå blok. I virkeligheden er det vigtigste resultat nok, om vi ender med mere blokpolitik til den ene eller den anden side – eller om vi ender med at få et samarbejdende folkestyre, der virker hen over midten.

II

Helt anderledes afgørende forskellig er de poler eller temaer, som ligger i dagens bibeltekster. I dag er der nemlig tale om afgørende modsætninger. Lyt f.eks. til epistlen: Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Der er tale om nogle afgørende forskelle, og der er også tale om en udvikling imellem teksterne. Og det jeg står og siger lige nu kan lyde rigtig kedeligt, men det er faktisk fuldstændig aktuelt netop i dag. Vi er bare nødt til sammen at kæmpe os igennem det lidt kedelige for at nå frem til det, der stadig er en fuldstændig afgørende og aktuel problemstilling. Ja, faktisk er det langt mere afgørende end det forestående valg.

Når Paulus i epistlen siger: Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende, så ser han både bagud og fremad på samme tid. Og i virkeligheden ser han helt frem til vores tid uden at han helt selv vidste det.

Bogstaven, der slår ihjel, henviser til alle da mange love i Det gamle Testamente, de love, der er symboliseret ved de 10 bud på stentavlerne. De stammer fra en tid, hvor jøderne var et folk blandt mange folk. De andre folk havde mange guder, og de lavede gudebilleder af sølv og guld. Og disse gudebilleder havde mund, men kunne ikke tale. De havde øjne, men kunne ikke se, og de havde ører, men kunne ikke høre. Jøderne derimod stolede på deres egen Gud i himlen, som ingen ganske vist havde set, men som havde givet dem loven og de 10 bud, så de kunne leve rigtigt og retfærdigt.

Men med tiden blev lovens stentavler til stenhjerter. Lovens bogstav blev vigtigere end levende mennesker. Jøderne så sig som Guds folk – og det er jo fair nok, men de begyndte også at foragte andre folk og regne dem for mindreværdige.

Og lige ind midt i det fødes Jesus – som jøde, som en del af det udvalgte folk, men anderledes tænkende.

Vi lægger dårligt mærke til det i dag, men Jesus kommer fra Tyrus. Fra det, som jøerne opfattede som hedningeland. Og mens han var der blandt nogle af de andre og foragtede folk, helbredte han en kvindes barn – og viste dermed at Gud var kommet og er kommet til alle folk. Gud er ikke forbeholdt et folk – han er alles Gud.

Nogle af jøderne var begyndt at sætte loven over mennesket. De forstod loven fuldstændig bogstaveligt, og dermed blev overholdelsen af loven vigtigere end menneskets liv og levned. Men en enkelt helbredelseshandling afslører Jesus, at det er forkert. Loven er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det er lovens ånd og ikke dens bogstav, der skal styre og vejlede samfundet.

Og dette sammenfatter Paulus ved at sige: bogstaven slå ihjel, men Ånden gør levende.

III

Og dette er ikke en oldgammel historie, det er fuldstændig aktuelt. For 10 år siden kaprede en række fundamentalistiske muslimer 4 fly og fløj dem ind i 3 bygninger i USA. 20 unge mænd satte fundamentalistiske islamiske regler højere end både deres eget og andres liv. I ugens løb har vi kunne se billederne igen og igen, og alle vi der er gamle nok, har fået genopfrisket den oplevelse. Vi er nok mange, der kan huske, hvor vi var, da vi fandt ud af, at det var sket.

Næsten på årsdagen, for knap to mdr. siden, sprængte en norsk fundamentalist en bombe og dræbte en lang række unge mennesker, tilsyneladende fordi han verdensbillede var blevet så fastlåst, at hans lov var vigtigere end andre menneskers liv.

Og det er jo præcist kendetegnet for en fundamentalist, at et skrift eller en lov eller et manifest er blevet vigtigere end andre menneskers liv. Bogstaven slår ihjel – eller måske lidt mere præcist: den, der forstår bogstaverne sådan, slår ihjel. Og det er åndløst – selvom de ofte vil påstå det modsatte. Deres syn er blevet så indsnævret, at menneskets værdi forsvinder.

Og når man er nået hertil i sit stemmeleje. Når man har fået hidset sig så meget op, så skal man stoppe op. For hvad var det egentlig jeg sagde: Deres syn er blevet så indsnævret, at menneskets værdi forsvinder. Deres. Når man på den måde peger fingre af andre, så er man jo selv gået halvdelen af vejen mod at umenneskeliggøre andre. Vi kan alle blive fundamentalister, hvis vi ikke er opmærksomme.

Normalt foretrækker vi jo at pege fingre af de andre. Det er dem, der er noget galt med. Det er deres skyld. Det er dem, der er fundamentalister. Men det er altid vigtigt at huske, at når vi peger fingre af andre, så er der 3 fingre, der peger på os selv.

For 10 år siden døde knap 3000 mennesker. I de følgende år har vi som krigsførende nation haft et medansvar for at titusinder, ja måske over 100.000 mennesker er døde – heraf mange civile.

IV

Effata – siger Jesus. Og det er måske det vigtigste i dag. Luk dig op! Han siger det om ørene, men det gælder også os andre. Luk dig op, åbn dit sind. Det er det bedste forsvar mod fundamentalismen. Luk dig op.

Gudebilleder er stumme, blinde og døve. Fundamentalisme truer med at gøre os stumme, blinde og døve. I stedet skal vi lytte, se og tale. Især skal vi lytte. Der er jo en grund til at vi har to ører og en mund. Det kan jeg jo sagtens sige, når jeg står her og har patent på suveræn envejskommunikation.

Vi skal lytte.

Paulus siger det på en anden måde. Han siger at vi skal være tjenere for Åndens nye pagt. Det er jo lidt knudret, men det betyder, at vi skal lytte til Gud og handle derefter.

Og det er jo lidt interessant, for det ville fundamentalisten jo sige, at han gør. Jeg vil så sige, at fundamentalisten glemmer at lytte.

Vi skal lytte til Gud. Det gør vi, når vi går til gudstjeneste. Det gør vi, når vi læser i biblen. Det gør vi når vi ber – hvis altså vel at mærke vi åbner øjnene og ørene. For vi er jo tilbøjelige til at bekræfte os selv i det, vi allerede mener eller synes. Vi skal lytte, læse og se med et åbent sind.

Luther, ham der startede vores del af kirken, siger, at når vi læser i biblen så skal vi se om det ”driver” på Kristus. Vi skal altså ikke læse bogen fra start til slut. Vi skal læse og forstå den gennem Jesusskikkelsen.

Hvis man er kristen fundamentalist kunne man sige, at det er tilladt at have to koner, for det havde Jakob eller dusinvis, for det havde David, men Jesus siger: at én mand og én kvinde skal blive ét kød.

Vi skal lytte og læse gennem Kristus. Og så skal vi tjene siger Paulus. I stedet for at gøre os selv til herrer over livet og over andres liv, så skal vi tjene og deri ligger herligheden og retfærdigheden.

Jesus viser os vores opgave her: vi skal lytte, læse og be, og så skal vi handle, så vi tager vare på andre menneskers ve og vel.

Når vi lytter, læser og ber, så åbner vi os for Ånden. Når vi lukker vore sind op, så kan Guds Ånd komme til os, og så lever vi. For Guds Ånd gør levende.

Selv når stenhjertet sniger sig ind på os, så kan Guds Ånd sprænge det i stykker. Selv når vi er sunket i grus, så kan Guds Ånd rejse os igen – og igen.

Luk dig op – og Guds Ånd vil gøre dig levende.

Amen.

Kirkebøn:

Lad os be’ sammen:

Gud, vor Far, som overgår al vor forstand.

Tak for livet med alle dets muligheder. Lær os at værne om livet, både vores eget og andres liv. Vær du nær hos alle, der er ramt af terror eller dens følger. Lad dem fornemme din Ånd, som gør levende.

Vi ber for verden, som du har skabt.

Vi takker dig, fordi du har sendt Jesus til verden.

Han er verdens lys, og vi ber om,

at hans lys må lyse i det mørke, der omgiver enhver af os.

Lad os fornemme dit nærvær, din varme og dit lys.

Vi ber for dem, der sidder med magtens ansvar i Danmark.

Vi ber for Dronningen, Folketinget, Regionsrådet for Sjælland og Greve Byråd.

Hjælp magtens mænd og kvinder til at bruge magten ret,

så de skaber rammerne for livets udfoldelse.

Vi ber også for kirkens ledelse.

Vi beder for biskoppen, provsten og menighedsrådet.

Lad dem få visdom og gejst til at lede kirken efter din vilje.

Vi ber for mennesker udover hele kloden.

Vi ber for fred blandt alle mennesker.

Lær os, at kærlighed er den eneste vej til fred.

Hjælp os til at indse, at vi kan udrydde den menneskeskabte sult og redde den menneskehærgede natur.

Vi ber for din kirke her i Hundige og Kildebrønde;

Lad den altid være en kilde til lys i mørket,

varme i kulden, fred i ufreden.

Lad os fornemme dit kærlige nærvær,

så vi vender os mod andre og deler din kærlighed med dem.

Det ber vi om i Jesu navn. Amen.