Mariæ Bebudelse 21.3.2010, Kildebrønde Kirke kl. 11.00

Dagens evangelium:

Sognepræst Anne Bredsdorff

Salmer:

376, Lyksaligt det folk, som har øre for klang

481, Løgnens fader vi forsage

71, Nu kom der bud fra engelkor

73, Vi synger med Maria

439, O, du Guds lam

427, Tak for al din fødsels glæde

201, Det hellige kors Vorherre han bar

At ta’ glæden på forskud!

Det er Maria bebudelsesdag og det er forår!

11 plusgrader var vi oppe på i torsdags! – endelig ser det ud til at foråret er på vej!

Dagene er blevet længere, med flere lyse timer – det er ikke til at ta’ fejl af; og selvom der skulle komme endnu nogle snebyger, selvom der stadig kommer dage – og nætter - med frostgrader, så er det heller ikke til at ta’ fejl af et andet forårstegn: at erantis og vintergækker har banet sig vej gennem den frosne jord, de stikker små hoveder op over snedynens kant og ingen kan sidde fuglesangen overhørig!

Det er noget i luften! Foråret er på vej.

Og meget passende, som om det næsten var en tanke hører vi netop idag, på forårsjævndøgnsdag, hvor luften, himlen og jorden er svangre med lys og lyd og dufte om to svangerskaber. Om to kvinder der får englebesøg og hver især får at vide at de skal føde et barn.

Den ene, den første vi hørte om, er den gamle Sara, der ingen børn har fået i sit mangeårige ægteskab med Abraham. Hele 3 engle kommer på besøg og bebuder barnefødslen. Den anden kvinde er den unge, ugifte Maria, der ligeså uventet og overraskende får besøg englen Gabriel, der forbereder hende på at hun skal føde en søn.

Der er 1000’er af år mellem de to kvinders historier, et langt livs erfaring til forskel mellem de to kvinders livsfortællinger: den ene er gammel og gold – ”det går mig ikke mere på kvinders vis”, siger Sara om sig selv – omskrevet til nudansk: ”jeg er ikke mere i den frugtbare alder” og så har hun i øvrigt ikke i sit lange liv født eet eneste barn. Den anden, Maria, er så ung at hun endnu næsten ikke har tænkt tanken: at hún en dag skal være mor. Og så har hun i øvrigt endnu ingen mand at danne forældrepar med.

Men fælles for dem, ens for dem er deres glæde ved at Gud – uventet, mod alle odds - har besluttet sig for at netop de skal føde et særligt barn, et barn udvalgt af ham, og givet en særlig opgave, en særlig fremtid.

Og de glæder sig. På trods af alt, begge to. De tager så at sige glæden på forskud!

Både Sara, der hele sit liv har ønsket sig børn, men aldrig har født og nu er ude over den fødedygtige alder og dermed vil stå overfor en i værste fald vanskelig graviditet og med angsten for ikke at kunne opleve sin dreng blive stor og voksen, hun blir jo en gammel mor. Og den meget unge Maria, der er helt uforberedt på moderskabet, som i værste fald står til udstødelse og stening efter loven, fordi hun er blevet gravid uden at være gift. Hun kan end ikke være sikker på at få lov at føde det barn!

Men de glæder sig! Begge to. De ser glæden som det største og første. Glæden spærrer så at sige for alle de mulige hindringer og bekymringer, den fjerner enhver snublesten på deres moderskabs vej. De tager begge glæden på forskud!

Kan vi ikke lære andet, ikke få andet med os fra dagens tekster, så lad os da høre dét: at tage glæden på forskud!

Hm - Er det nu klogt? – er vi nok nogen der straks vil sige? der kan ske så meget... alt kan ske! faktisk!

”Det værste er, at alting stadig kan ske” – skriver digteren Søren Ulrik Thomsen i det næstsidste digt i sin digtsamling ”Det værste og det bedste”.

Og han kan remse op – den ene forfærdelighed efter den anden. Det kan vi nok alle.

Bekymring og især dén dér ubestemmelige, uplacerbare forskudsbekymring er noget vi nutidsmennesker er eksperter i. Mismod og skepsis fylder meget. ”Der kan ske alt muligt. Og det gør der nok!” – si’r vi gang på gang. Og nogen af os gør det rigtig meget.

Eller som Æslet der svarer: ”Hvis det da ER en god morgen!” - da Peter Plys, den evigt optimistisk bjørn glad råber: ”Godmorgen!”

Der er ikke meget Æsel i Sara og Maria! De gør noget helt andet.

Sara ler! Hun ler uforbeholdent, klukler! Overvældet af den for hende fuldkomment vilde og utrolige nyhed: at hun, gamle kone, skal være mor! Nej nu står verden da ikke længere! – tænker hun og ler så teltdugen blafrer! Jo, vel HAR Gud for længe siden lovet hende og Abraham at deres efterkommere skulle blive talrige som ørkenens sand og som himlens stjerner, men det blev jo ikke til noget med de børn. På et tidspunkt opgav hun og arrangerede sig sådan at hendes trælkvinde Hagar blev gravid med Abraham. Sådan hjalp hun Gud på vej, syntes hun. Men helt glad for det arrangement var hun nu ikke. Hagars og Abrahams søn Ismael var jo ikke hendes, ikke søn af hendes kød, blod af hendes blod. Og hun jog dem væk.

Skulle Gud nu have alligevel ha’ noget til hende? En søn – kød af hendes kød, blod af hendes blod, født af hendes ufrugtbare livmoder?

Det er da lige til at le over! Hun ler den latter der kommer over een, løber af med een, når man blir grundigt overrasket og ikke kan holde sin forvirring og overraskelse, sin glæde og sin lille usikkerhed tilbage over det man har fået at høre.

Sara ler. Og hun glæder sig! Det som Gud een gang har lovet skal nu gå i opfyldelse; inden der er gået et år skal det barn fødes der skal være begyndelsen til de lovede mangfoldige efterkommer: som ørkenens sand, som himlens stjerner... Og Sara ler, glæder sig og tager glæden på forskud! Der har været så rigeligt at bekymre sig om i årene der er gået. Nu får glæden første parket!

Og Maria, hun synger! Stykket fra Lukasevangeliet som jeg læste for os, kaldes slet og ret ”Marias lovsang”.

Det er en vidunderlig tekst, fyldt med glæde. Den har inspireret mange dygtige komponister, der har sat musik til. Mest kendt er nok Johan Seb. Bachs ”Magnificat”.

Jeg har en gang hørt en præst, der også er en rigtig god sanger, sige, at hun sang allerbedst når hun var gravid. Hun har født 6 børn og synger stadig salmer, til egen glæde og Vorherres pris!

Sara ler af glæde og Maria synger af glæde, da de får at vide at de skal være mødre. de ta’r glæden på forskud. Og på trods!

For der blir jo ikke lovet dem at deres børn får er langt og lykkeligt liv. Eller at de får en let graviditet, et yndigt moderskab, at deres børn blir smukke, kloge og rige.

Kun dette: du skal føde et barn. Du som slet ikke ventede det skal være mor.

De får ved den besked et kig ind i fremtiden, en ukendt fremtid. Der blir åbnet en dør, lagt en vej frem foran dem, som ikke fandtes før. En dør de SKAL åbne, en vej de SKAL gå.

Og de glæder sig uforbeholdent selvom de ikke aner hvad der er bag døren, hvad turen ad vejen vil bringe.

At glæde sig på forskud er at glæde sig på trods. At glæde sig uden at ane hvad der skal ske, og at gøre det vel vidende at glæden er foranderlig. Verden ER foranderlig, overraskende, overvældende, uventet. Derfor vælger Gud netop disse to kvinder til at sætte nyt i verden, de to er billedet på den totale forandring, på overraskelsen, det overvældende, det uventede. De to der aldrig har født før skal føde de største forandringer: Saras barn, Isak, skal blive stamfader til jøderne og Marias barn, Jesus, er hans efterkommer og med ham kommer Gud selv til verden i menneskeskikkelse. Alt blev nyt. Og fornyes stadig ved ham. fordi han valgte den vej at gå, valgte at gå direkte i kødet på os!

Gennem de to kvinder.

Det ER et under at Gud ville det sådan og gjorde det sådan. Et glædeligt under.

Det trænger vi til at blive mindet om af og til. Blandt andet så vi ikke gror til i bekymring for hvad der mon kan ske af uhyrligheder, fortrædeligheder. Og i bekymring naturligvis over hvad der også sker. Hvad vi er vidner til nær os og langt væk. og over hvad vi som mennesker er medvirkende til, med eller imod bedre vidende.

Idag skal vi fejre at glæde KAN tages på forskud, også selvom glæden er foranderlig i sit væsen. Vi skal le den glade overraskelses klukkende toner med Sara og vi skal synge den store glæde ud med Maria. At føle og udtrykke glæde er een af Guds gaver til os. At kunne give den videre er en anden af hans gaver – og forpligtelser.

Jeg nævnte digteren Søren Ulrik Thomsens digtsamling for lidt siden: den som hedder ”Det værste og det bedste” og sa’e at han i det næstsidste vers dér skriver: ”Det værste er, at alting stadig kan ske”.

I det sidste digt i digtsamlingen skriver han: ”Det bedste er, at alting stadig kan ske”

På søndag begynder Påskeugen, det kan vi glæde os til! På søndag er det palmesøndag, en dag fuld af glæde, hvor dagen hvor vi fejrer den glæde det var for Jerusalems indbyggere at se Guds udsendte ride ind i byen på et æsel. De klædte byen i festdragt, spredte grønne grene i gaderne og råbte, vinkede og glædede sig, mens Jesus red gennem byen. Han fejrede påske i byen med sine disciple, jødernes store glædefest. Få dage senere sænkede der sig en tung, vred stemning overalt, Jesus blev anholdt, torteret og dræbt.

Den glæde der havde blomstret og var taget på forskud blev skudt ned.

Eller gjorde den?

Vel gjorde den ej! for søndagen efter kom den mest overvældende, uventede og forbavsende glæde til verden! Jesus stod op fra døden, med løfte om evigt liv til os. Marias barn bragte den største glæde til verden. Lad os tage glæden på forskud og lade os gribe af glæden så den tager os på forskud.

Amen