Pinsegudstjeneste i elementernes vold
Alt var sat på skinner og parat til den fælles
friluftsgudstjeneste på Mosede Fort, som de ti folkekirkesogne og frikirkerne i
Greve og Solrød kommuner havde forberedt til 2. pinsedag; kun én ting var der ikke
taget højde for: vejr, vind og vand!

Med udgangspunkt i temaet om de fire elementer:
jord, vand, ild og luft kunne man have troet, at der var taget højde for alt,
men da regnen midt på formiddagen brød igennem skyerne og tvang alle ind under
de opstillede pavilloner, måtte der træffes en hurtig beslutning.

Og det blev der så. Med lidt over en times varsel
flyttede hele arrangementet til Karlslunde Strandkirke, hvor man beredvilligt
slog dørene op for de knap 400 personer, som havde fundet vej. Og så kunne der
fejres pinse, med gospelkor, salmesang, drama, bøn, læsninger og prædiken, hvor
alle elementerne - trods deres rasen udenfor - alligevel gik op i en højere
enhed. For, som dagens to prædikanter forklarede: Pinse handler om at se på
livet med Helligåndens 3D-briller, der giver livet og kristentroen både dybde
og perspektiv!

Under gudstjenesten blev der som sædvanligt samlet
ind til Greve-Solrød provstis indsamlingsprojekt, der for tiden støtter kirkens
omsorgsarbejde i Tanzania. Ved indsamlingen indkom 5. 641 kr. - næsten dobbelt
så meget som sidste år.
Tekst og
fotos: Michael Rønne Rasmussen, 2010