Ein deutsches Requiem (Brahms)

 

Tilblivelse

 

I 1853 forlader Johannes Brahms sin fødeby Hamburg. Han drager på koncertrejse som pianist, ikke mindst støttet af læreren Eduard Marxsen og senere af Robert Schumann, der samme år skamroser den unge mands evner.

Franz Liszt og violinisten Joseph Joachim får ligeledes stor indflydelse på hans udvikling, og 1853 er samtidig det år, hvor hans første værker kommer på tryk. Året efter er en sonate for 2 klaverer i d-mol færdig, men alligevel tror han ikke på sig selv og henlægger værket. I 1859 finder han sonaten frem igen. Han har overvejet at omskrive den til en symfoni. I stedet bliver sonaten basis i hans første klaverkoncert, og marchintermezzoet kommer til at indgå i 2. sats af hans Requiem.

 

Fra 1857 har han lønnet arbejde som kordirigent for forskellige kor - imens forsøger han at dygtiggøre sig ved at studere Palestrina, Schütz, Bach og Händel. I 1863-64 er han dirigent for Wiener Singakademie - det giver ham en praktisk viden om oratoriegenren.

 

Året før, i 1856, var hans nære ven og velynder Robert Schumann død af sindssyge. Det ramte ham hårdt, og musikhistorikerne mener, han skrev sig ud af det med Begräbnisgesang, opus 13  for kor og blæsere fra 1858 - en sørgemarch, der er en forgænger for hans Requiem både tekstligt og musikalsk. Noget tyder på, at tilskyndelsen til at komponere et stykke sørgemusik tillige kommer fra hans mors død i februar 1865. Men skitserne går tilbage til 1861, fem år efter Robert Schumanns død.

 

Næstsidste sats er færdig i april 1865, og på det tidspunkt er yderligere to satser skitseret. I sommeren 1866 er hele partituret til den første version af værket færdigt. Det bliver prøveopført i småportioner: Sats 1, 2 og 3 førsteopføres i Redoutensaal i Wien den 1. december 1867 med Wiener Gesellschaft der Musikfreunde, Wiener Singverein og Johann Herbeck som dirigent. Modtagelsen bliver blandet: Koret havde ikke haft tid nok til indstudering, og en overivrig paukist druknede sangstemmerne i hvert fald i 3. sats. En ven forklarer det med, at det katolske Wien ikke var modent til en protestantisk sørgemesse.

 

Brahms foretager en del ændringer efter denne prøveopførelse. Han indskriver bl.a. en orgelstemme samt en stemme for kontrafagot. Den skal bruges, hvis man ikke lige har et orgel til rådighed... Desuden tilføjes de manglende satser, 4, 6 og 7, og værket er klar til sin første orkestrale opførelse. Det er programsat til at indgå i den almindelige koncertrække i Bremens domkirke den 10. april 1868 - det er langfredag. Men  domorganist Karl Martin Reinthaler synes ikke, der er liturgi, sorg og Kristus nok i værket til en opførelse. Brahms nægter at føje Kristus og opstandelsen ind.

 

<>

Torvet i Bremen med domkirken 1859. Litografi af Karl Gildemeister

 

Programmet ved opførelsen har derfor nogle tilføjelser: dels nogle stykker for soloviolin spillet af Brahms' gode ven, violinisten Joseph Joachim, dels bliver der indlagt nogle satser af kendt musik: tre satser fra Messias: Behold the lamb of God, I know that my redeemer liveth, og Hallelujah - og til sidst Bachs: Erbarme dich fra Matthæuspassionen. Det kan så diskuteres, om Hallelujah er særlig velegnet på en langfredag...

 

Erbarme dich synges af Amalie Weiss, der er Joseph Joachims hustru. Selve værket indstuderes af Reinthaler under Brahms' overhøjhed, men det 200 mand store kor fra byens Singakademie klarer opgaven flot: Førsteopførelsen dirigeres af komponisten i overværelse af adskillige musikfolk, Clara Schumann, Brahms' fader og hans lærer Eduard Marxsen. Den bliver en succes og må gentages kort efter, dog med Reinthaler som dirigent.

 

Eduard Marxsen foreslår endnu en sats tilføjet værket. Brahms vil stadig ikke indføje Kristus eller opstandelsen og vælger i stedet at lade sig inspirere af sopransoloen I know that my redeemer liveth. Han komponerer en sats for sopransolo: Ihr habt nun Traurigkeit - om moderlig trøst og lindring: Ich will euch trösten, formentlig en hyldest til hans afdøde mor. Denne sats indsættes som nummer 5, og værket er nu komplet, som vi kender det i dag. Den syvsatsede udgave får sin førsteopførelse i Dessau ved juletid 1868 af en besætning på et 12 mand stort kor med klaverakkompagnement. Den komplette orkesterversion opføres af Leipzigs Gewandhausorkester 18. februar 1869. Efter en succesrig opførelse her går værket sin sejrsgang over hele Europa. Inden året er omme, er det opført mere end 20 gange i Tyskland og Schweiz, og i perioden 1869-1876 kendes 97 opførelser i Europa.

 

London-versionen

 

Det komplette trykte partitur udkommer også i 1868, både i partitur, korstemmer, orkesterstemmer og klaverpartitur. Det er udarbejdet af Brahms selv. Med værkets succes opstår der stor interesse for musikken, og forlæggeren beder samme år Brahms om at udarbejde en version for firhændigt klaver. Det er den normale fremgangsmåde for at gøre store værker for symfonisk besætning kendte, for nu kan de spilles i hjemlige omgivelser. Brahms går i gang og beroliger sin forlægger med, at værket kan være tilgængeligt for firhåndede sjæle - desuden vil det være meget let spilbart og en fornøjelse at spille. Den almindelige opfattelse var ellers, at Brahms' klavermusik er teknisk svær at spille.

 

Arrangementet er færdigt i 1869 - men hvilket arrangement? Det er ikke blot orkesterstemmerne, der er barberet ned. Også vokalstemmerne er ændret. Hele værket er omskabt til et klaverstykke på egne betingelser. I sine bestræbelser på at skabe et værk, der både lyder godt for klaver og ligger godt i fingrene, har Brahms behandlet det musikalske materiale på en måde, som ligger tæt på en kreativ nyskabelse og omarbejdelse. Det rammer f.eks. adskillige tonefordoblinger i den hensigt at få enkeltstemmer til at fremstå tydeligere, og der er forstærkninger i udførelsesangivelserne sammenlignet med orkesterpartituret.

 

Det tidligste kendskab til en opførelse med firhændigt klaver stammer fra London - derfor kaldes den London-versionen. Her bliver værket opført den 7. juli 1871 i en kirurgs private hjem. Tilhørerne er specielt inviteret. Kirurgens hustru Lady Kate Fanny Thompson sidder ved klaveret sammen med Cipriani Potter - begge kendte pianister. Koret er på 30 mand, og Anna Regan synger sopranpartiet. Brahms' gode ven Julius Stockhausen synger barytonsoloen, som han også har gjort det i Bremen. Desuden ser det ud til, at han også har ledet opførelsen.

 

Værkets opbygning

 

Som det fremgår af afsnittet om Tilblivelsen, er værket opført og udbygget i etaper, og først med den færdigkomponerede 5. sats har værket fået sin endelige musikalske udformning. Brahms er opdraget evangelisk-luthersk, og måske derfor føler han sig ikke bundet af de sædvanlige latinske dødsmessetekster. Han har kendskab til Luthers tyske bibeloversættelse, og det er tekster herfra, udvalgt af ham selv, som danner tekstgrundlaget. De er samlet uden tanke på religiøst tilhørsforhold - selv var han ikke synderlig religiøs. Han betoner selv, at han skriver sørgemusik for hele folket . På den anden side kan forskerne påvise adskillige påvirkninger fra tidligere kirkemusik, ikke mindst Bach's Matthæuspassion og Luther's Wer nun den lieben Gott lässt walten. Men samtidig peger hans Requiem også fremad, f.eks. har Gabriel Fauré kopieret hans indledning til sit eget requiem.

 

Opbygningen er med 5. sats blevet symmetrisk:

1. og 7. sats er rammen: Selig sind, begge steder i F-dur.

2. og 6. sats er de mest komplekse, og i mol-tonearter.

3., 4. og 5. sats er lyriske intermezzoer.

 

I centrum står forventningen om den himmelske orden og ophøjethed: Wie lieblich sind deine Wohnungen. På begge sider af midtersatsen står en sats, hvor en solist udpeger vejen til en personlig accept af døden, og koret svarer. Omkring disse er der et par satser med et mere universelt udsyn. Sats 2 råder til tålmodighed over for den uundgåelige død, og sats 6 lover opstandelse. Endelig omslutter et par satser den ydre skal af velsignelse: åbningen er en fremmanet fred for sørgende, afslutningen nedkalder nåden over de afdøde. Midtersatsen fungerer som en slags omdrejningspunkt: Halvt inde i satsen skiftes fra ubønhørlig død til håb og trøst og visionen om Hærskarers Herre.

 

Opbygningen følger dødsmessens med mange centrale elementer. En sørgemarch i de første tre satser samt i sjette sats. I fjerde og femte sats indgår elementer af Sanctus. Teksten i sjette sats har klare hentydninger til Libera me, og i den afsluttende sats hører vi om processionen til graven, In Paradisum. Derudover er der tematiske gentagelser, ikke mindst treklangen. Allerede omkring 1600 opfattes treklangen som et symbol på Treenigheden, Gud, Jesus og Helligånden. Men trods de mange religiøse hentydninger kan værket nærmest karakteriseres som en tysksproget kantate til koncertsalsbrug. Med tekster fra Skriftens Ord skildres følelser som fred og ro, trøst, accept og triumf ansigt til ansigt med døden. Hovedtemaet er ikke frelse, men trøst for sjælene og ophøjet ro for de efterladte. Derfor begynder og slutter værket med en velsignelse.

 

© Erling Dujardin, Hundigekoret

 

Koncertopførelserne sammen med Birkerødkoret og KUSO, Københavns Ungdoms Symfoniorkester

Dirigent var Birkerødkorets Torben H. S. Svendsen

 

 

Fotografi fra første koncert i Helleruplund Kirke 13. november 2011

(Foto: Leif Behrend)

 

 

Fotografi fra den afsluttende koncert i Helligåndskirken i København 20. november 2011

(Foto: Poul Melbye)

 

 

Barytonen Andreas Landin og sopranen Aileen Bramhall Itani efter koncerten i Helligåndskirken.

På podiet dirigenten Torben H. S. Svendsen.

(Foto: Poul Melbye)