Onsdag 18. januar kl. 19.00
Mine eftermiddage med Margueritte
- inden filmen holdes den årlige generalforsamling.
Forslag og kommentarer, der ønskes på dagsordenen bedes
meddelt til Filmudvalget senest d. 10. januar 2012.

Filmen blev af en anmelder kaldt: for ”en varm, vemodig og væsentlig lille
romantisk perle”. Instruktøren er 77, hovedrolleindehaverne er hhv. 62 og 96 år
og filmen er fuld af den livserfaring som de rummer. Den lidt ”landsbytossede”
Germain har aldrig oplevet sin mors kærlighed, aldrig kendt sin far; i den
aldrende, belæste Margueritte møder han et menneske, der tager ham alvorligt og
viser ham en imødekommenhed og respekt, som ingen før har vist ham. Hans første
tøven og skepsis erstattes snart af hengiven kærlighed til den gamle,
skrøbelige Margueritte, der åbner døre og udvider horisonter for den godmodige
Germain, der lige så stille gennemlever forsigtige forandringer.
Frankrig, 2010, instr.: Jean Becker, medv.: Gérard
Depardieu, Gisèle Casadesus, 82 min.
Onsdag 1. februar kl. 19.00 Kidnappet

Den 12-årige Simon, der er adopteret, rejser med sin danske mor til Kenya,
hvor han er født. Simon har ikke den store interesse for sit fødeland og ville
hellere være blevet i Danmark og spille fodbold. Allerede på rejsens første dag
går det galt: Simon forsvinder, da han i jagten på sin elskede fodbold havner
midt i Kibera, Østafrikas største slumby! Der er dog ingen fare på færde, før
Simons mor beslutter at gå til medierne og udlove en dusør til den, der finder
ham. Pludselig er Simon et jaget trofæ i et af verdens fattigste lande, men
Simon opdager, at hans nye venner er klar til at hjælpe, hvor og når han mindst
venter det.
Danmark, 2010, instr.: Vibeke Muasya, medv.: Connie
Nielsen, Lars Mikkelsen, 92 min.
Onsdag 15. februar kl. 19.00
You will meet a tall dark stranger

- eller på dansk: ”Du vil møde en høj, mørk, ukendt mand”! Sætningen er en
kendt karikatur på spåkonens svævende forudsigelse af mødet med en ny partner.
Én af filmens hovedpersoner opsøger nemlig en spåkone, da hendes mand –
panikslagen ved tanken om sin egen dødelighed – har forladt hende for en yngre
model. Hos spåkonen genvinder hun trygheden. Parrets datter går med sine egne
ægteskabelige problemer og mens hendes forfatter-mand søger inspiration til sin
nye roman hos den smukke genbo, flygter hun selv ud i dagdrømme med en
galleriejer. Lyder det rodet? Det er det måske! Det er nemlig en film af
instruktøren Woody Allen, der aldrig går af vejen for en munter skildring af
ægteskabelige
strabadser.
USA, 2010, instr.: Woody Allen, medv.: Antony Hopkins,
Naomi Watts, Antonio Banderas; 98 min.
Onsdag 29. februar kl. 19.00 Qivitoq

Filmen er fra 1956 og var den første danske film, der blev nomineret til en
”Oscar for bedste udenlandske film”. Vi skal se den restaurerede udgave af den
fra 2010, nogle vil sikkert huske at have set den da den var ny. Qivitoq” er
noget så sjældent som en ”folkekomedie” i grønlandske omgivelser. Den er lidt
af et historisk dokument og skal ikke ses for handlingens skyld, men for dens
særlige status og for det smukke og spændende grønlandske landskab. Den unge
lærerinde Eva rejser til Grønland for at besøge sin kæreste og stifter
bekendtskab med udstedsbestyreren Jens. Han leder efter den udstødte grønlænder
Pavia, der i skam vandrer rundt i fjeldene som en ”qivitoq”.
Danmark, 1956, instr.: Erik Balling, medv.: Poul
Reichardt, Astrid Villaume, Gunnar Lauring, Bjørn Watt-Boelsen, Kirsten
Rolffes, 119 min
Onsdag 14. marts kl. 19.00 De kaldte hende Sarah

Den amerikanske journalist Julia Jarmond bliver bedt om at skrive en
artikel om en mørk dag i Frankrigs historie: den dag i juli 1942, hvor det
franske politis berygtede massearrestation af jødiske familier finder sted.
Julia optrevler historien om den 10-årige jødiske pige Sarah, der blev sendt i
fangelejr. Lige inden familien brutalt blev hentet af politiet, gemte Sarah sin
lillebror i garderobeskabet, låste det og kom nøglen i lommen, overbevist om,
at hun ville komme tilbage om få timer. Timerne blev til døgn, og Sarahs
desperation voksede. Julia føler sig kaldet til at skrive om pigens
hjerteskærende skæbne, og undervejs begynder hun sætte spørgsmålstegn ved sit
eget liv.
Frankrig 2011, instr.: Gilles Paquet Brenner, medv.:
Kristin Scott Thomas, Niels Aarestrup 106 min.
Onsdag 28. marts kl. 19.00
Brøndgraverens datter

Måske husker I “Kilden i Provence“ filmatiseringen fra 1986 af Marcel
Pagnols roman? Hans roman ”Brøndgraverens datter” blev første gang til film i
1940. Vi skal se en genindspilning af den fra 2010. Omgivelserne er som i
“Kilden i Provence“ det solrige og tørre landskab i Syd Frankrig. Den krakilske
brøndgraver Pascal bliver alene med sine seks døtre. Den ældste Patricia, er en
skønhed, og sin fars øjesten. Hun møder piloten Jacques Mazel, som hun bliver
gravid med, kort tid før han sendes til fronten for at kæmpe i Første
Verdenskrig. Da hun fortæller sin far det, konfronterer han familien Mazel. Men
de bryder sig bestemt ikke om at komme i familie med en brøndgraver. Det tager
hårdt på den stolte og stædige Pascal, som forviser sin gravide datter. Men
måske kan Pascals assistent Filipés kærlighed til Patricia opbløde stemningen?
Frankrig, 2010, instr. Daniel Auteuil, medv.: Daniel Auteuil,
Astrid Bergès-Frisbey, 106 min.
OBS: Da filmen er ret ny, er den muligvis ikke udkommet på
DVD til denne filmdag.
Skulle dette være
tilfældet, vises filmen ”Kilden i Provence” i stedet